Sammen med Aalborg Kommune viser vi gratis børnefilm i uge 32 som en del af Aktiv Sommer.

Aktiv Sommer er Aalborg Kommunes sommerferietilbud til kommunens børn og unge. Aktiv Sommer gennemføres i et samarbejde mellem Børn og Unge, Sundhed og Kultur og i samspil med Aalborg Kommunes mange foreninger og kulturelle tilbud.

Børn og unge har gratis adgang til filmene. Voksne kan komme med ind til alm. billetpris. Billetter kan bestilles her. Der er et begrænset antal pladser.

KRØLLE BØLLE

Mandag, tirsdag og onsdag kl. 10 (3. - 5. august)

De mindre skolebørn (1. - 4. klasse) kan glæde sig til at se KRØLLE BØLLE.

Krølle Bølle bor trygt under jorden på Bornholm sammen med sin familie og alle de andre trolde. Her er livet fuld af flagermusflyvning, hulefester - og regler, masser af regler. Især én regel må ikke brydes: Gå ikke op til overfladen, for mennesker er farlige. Men Krølle Bølle er en ballademager, der ikke helt forstår, hvad man skal med alle de regler. Da det pludselig buldrer oppefra, sniger han sig op mod menneskeverdenen, for at se, hvad der sker. Lillesøster Borra følger efter, og det, der begynder som en uskyldig balladeudflugt for de to, udvikler sig hurtigt til et storslået eventyr, fyldt med farer, magi og oplevelser større end noget, Krølle Bølle nogensinde kunne drømme om!

 

MIRA

Torsdag og fredag kl. 10 (6. - 7. august)

De større skolebørn (5. - 8. klasse) kan se frem til MIRA, som er baseret på de populære Mira-bøger.

12-årige Mira elsker at lave kreaprojekter og bruger timevis i klubben sammen med sine bedste venner, Naja og Louis. Men alt ændrer sig, da Naja bliver veninder med den nye pige i klassen. Pludselig føler Mira sig udenfor og begynder at tvivle på, om hun stadig kan være den samme, når alt omkring hende forandrer sig. Skal hun droppe sin kreaudstilling og i stedet prøve at være mere som de andre piger, der snakker om kærlighed og forelskelser?
Fast besluttet på at genvinde Najas venskab sætter Mira alt ind på at blive optaget i pigernes eksklusive "kærlighedsklub" – en klub, hvor man kun kan være med, hvis man har prøvet at være forelsket. Men hvad gør man, når man aldrig har været forelsket og bare ikke kan finde ud af at blive det, uanset hvor meget man prøver?