Mandag den 19. oktober kl. 18:20

Ann Arbor, Michigan, 1967. The Stooges, et af musikhistoriens mest skelsættende bands, dannes. Garagerockens gennembrud indvarsles med den karismatiske forsanger Iggy Pop i front. Bandets udtryksfulde og aggressive stil blæser et krater i det musikalske landskab og overrumpler publikum med en uhørt vild blanding af rock, blues og R&B – og planter frøene til det, der senere vil blive kendt som punk. Jim Jarmuschs dybdeborende indfangning af The Stooges' musikalske rejse mod anerkendelse er et must see for alle rockfans. Fuld af sjældent arkivmateriale, interviews med de overlevende bandmedlemmer og billeder fra gruppens optagelse i Rock and Roll Hall of Fame. 

Onsdag den 21. oktober kl. 18:20

Grib en unik chance og oplev Larry Weinsteins nyligt restaurerede ’September Songs: The Music of Kurt Weill’ (1994): En enestående blanding af film, teater og koncert, der reiscenesætter numre af den tyske mesterkomponist og levendegør hans fusion af opera, kabaret og populærmusik – og samtidig betoner hans idealistiske credo om en musik, der tjener et socialt formål. En rød klud i ansigtet på 1930’erne Nazi-regime, som Weill endte med at måtte flygte fra.

Med et ensemble af kompromisløse artister føres man gennem Weills sangskat og bliver vidne til en levende dialog mellem fortid og nutid. Kulisserne er vedvarende i transformation. Ekspressionistiske. Upolerede. Spektakulære. Flydende mellem maskinhal og teater. Og midt i dem giver så forskellige stjerner som Lou Reed, Nick Cave, PJ Harvey, Teresa Stratas, Charlie Haden, Elvis Costello, Mary Margaret O’Hara og mange flere hver deres bud på en Weill-fortolkning.

Lørdag den 24. oktober kl. 20:30

”Do You Really Want To Hurt Me?” sang Boy George på Culture Clubs verdensomspændende singlegennembrud fra 1982. En smertefuld banger om den androgyne frontfigurs turbulente, og i flere år hemmelige, kærlighedsforhold til bandets trommeslager, Jon Mos.

Sangen er ganske sigende for tiden på den anden side af årtusindeskiftet – og særligt de kuldslåede og ambivalente 80’ere, hvor Margaret Thatcher, endeløst gråvejr og konformisme svang taktstokken på den ene side og fest, farver, og flamboyanthed blev modsvaret på den anden. Bølger af nye stilarter med en helt ny teatralsk og sprudlende tilgang til musikken overlappede hinanden – New Wave, synth-pop og New Romantics. Men det var stadig svært formelt at lægge kortene på bordet og åbent bekende kulør seksuelt. Kunstnerne var i lommen på branchen. Og branchen på det beståendes side – opportunistisk, konservativ, økonomisk vanetænkende.

Søndag den 25. oktober kl. 20:30

Smid hjelm og hæmninger og træd ind i texanske Butthole Surfers flippede, freakede, foruroligende og evigt foranderlige univers. En verden af psykedelisk bevidsthedsudvidelse, frenetisk støj, popsensibilitet og dadaistisk ånd, der af nogle er blevet sammenfattet under betegnelsen art-punk. Eller performance art, som gruppen selv ynder at kalde den.

Et projekt, som det er lykkedes instruktør Tom Stern at belyse troværdigt og helt uden filter, fordi han siden midten af 1980’erne har haft tæt kontakt til gruppen, dokumenteret dens meritter og knyttet et helt særligt bånd til dens medlemmer. Såvel kernen, bestående af sangeren Gibby Haynes, guitaristen Paul Leary og trommeslagerne King Coffey og Teresa Nervosa (dobbelt slagkraft på scenen i flere perioder) – og de 13 bassister (!), som har været med i lineuppet siden dannelsen i 1981.

Onsdag den 28. oktober kl. 18:20

The Clashs sanger og sangskriver, Joe Strummer (1952-2002) beskrev sig selv som ”a mouthy little git”, hvilket kan oversættes til ”en rapkæftet lille skid”. Det er nu et varmt og veloplagt portræt af et stort, men egensindet, menneske, der tegnes i ’The Future Is Unwritten’. Joe Strummer, hvis oprindelige navn var John Graham Mellor, blev født i Tyrkiet, men blev tidligt sendt på kostskole i England af sine diplomatforældre. Han var en sammensat person og langt fra nogen mønsterelev. Han udviklede med tiden en trang til oprør mod det etablerede system og en solidaritet med de udstødte og undertrykte – som han sidenhen kanaliserede gennem sin musik. Strummer begyndte sit voksne liv som hippie, blev siden ”squatter”, men tog et mere aggressivt standpunkt med punken i sidste del af 1970’erne for endeligt at slutte fred med sig selv og sine standpunkter i årene umiddelbart før sin alt for tidlige død. 

Fredag den 30. oktober kl. 20:30

Winterland, San Francisco 1976. The Band takker af med et brag af en koncert indfanget af en ung Martin Scorsese. På scenen er desuden Bob Dylan – som flittigt brugte det Woodstock-residerende outfit som backinggruppe – samt andre af tidens store musiknavne. Dylan synger ’Forever Young’, ’Baby Let Me Follow You Down’ og ’I Shall Be Released’ og Joni Mitchell, Emmylou Harris, Eric Clapton, Mavis Staples, Van Morrison og Muddy Waters m.fl. støder til med en stribe af periodens evergreens. Optagelsen hører til en lille gruppe af ganske særlige livedokumenter, men ’The Last Waltz’ er også en film om bandet The Band. I en række løsslupne scenarier møder vi nemlig undervejs de forskellige medlemmer, som åbenhjertigt og med stor selvironi fortæller om en karriere på godt og ondt.

Lørdag den 31. oktober kl. 16:30

Patti Smith er en af den moderne kulturhistories mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige skikkelser. Hun har vedvarende (nu på vej mod 80 år) overskredet grænserne mellem musik, poesi og aktivisme, og har karrieren igennem været synonym med rebelskhed og kreativ frihed.

Som 20-årig ankom Smith til New York i asken af hippie-kulturen. Hun blev en del af klientellet på det berømte og berygtede Chelsea Hotel, og sammen med guitaristen Lenny Kaye dannede hun The Patti Smith Group, som periodevis var husorkester på det, der skulle blive punkklubben over dem alle, CBGB. I slutningen af 1975 kom det skelsættende debutalbum ’Horses’ – en af rockhistoriens mest markante udgivelser, som fusionerede rå proto-punk med den ekspressive beat-poesi, Smith allerede havde vakt opmærksomhed med på New Yorks pulserende lyrikscene i årene forinden. Pladen blev begyndelsen på en historie, som skulle vise sig at tage mange uventede drejninger. Få den i detaljer i ’Patti Smith: Electric Poet’.