|
|
Biffens største mission er at give biografgængerne de bedste og mest unikke oplevelser, derfor forsøger vi at arrangere så mange underholdende, læringsrige og specielle arrangementer som muligt. Hvis du er tilmeldt vores Nyhedsbrev, vil du løbende blive opdateret omkring hvilke arrangementer vi har på programmet og hvornår de løber af stablen. Du kan tilmelde dig her. Programmet for de næste par måneders filmarrangementer og filmpremierer ser således ud:
|
|
| | |
Hjertets Hvisken | Info og billetter | | 20-06-2013 | | Premiere torsdag den 20. juni. 14-årige Shizuku har som så mange andre teenagere svært ved at finde sig selv. Mens hendes ambitiøse forældre ønsker, at hun kunne koncentrere sig om eksamensforberedelserne som sin målrettede storesøster, så er dagdrømmeren Shizuku mere optaget af bibliotekets metervis af eventyrlige bøger. Da hun finder ud af, at der er en dreng, der har lånt præcis de samme bøger som hun, vækkes hendes nysgerrighed, og i mødet med ham oplever Shizuku, hvor vigtigt det er at sætte alt ind på at følge sine drømme. Med et manuskript af Hayao Miyazaki, har mesterens protegé Yoshifumi Kondo med ’Hjertets hvisken’ begået sin første og eneste spillefilm, der er en inderlig og hjertelig fortælling om ung kærlighed og det at finde ud af, hvem man er. | |
|  |  |  |
| | |
I Am Breathing | Info og billetter | | 21-06-2013 | Vises kun denne ene gang. Neil Platt er en ung og energisk mand fra Yorkshire. I en alder af 34 år får han konstateret ALS; En uhelbredelig sygdom, som gradvist ødelægger musklernes bevægelighed. Med knastør humor og hudløs ærlighed inviterer Neil Platt os indenfor i de sidste måneder af sit liv, fast besluttet på at dele sin sygdom med omverdenen og at fortælle sin historie til sønnen Oscar. I AM BREATHING er en intim dokumentarfilm om livet, døden, kærligheden og håbet. Men det er også en film om det at være en god far - også når man ikke er der længere
| |
|  |  |  |
| | |
Bon Appètit Hr. Præsident | Info og billetter | | 04-07-2013 | | Premiere torsdag den 4. juli. Den anerkendte kok Hortense Laborie, bliver forbløffet da Præsident Mitterand udnævner hende til sin personlige kok med ansvar for alle hans måltider i præsidentpaladset. Til stor ærgrelse for de andre kokke i præsidentboligen, får Hortense hurtigt etableret sig takket være hendes ukuelige vilje og flair for det traditionelle franske landkøkken. Hendes passion for gode råvarer og enkel madlavning fortryller præsidenten, men magtens korridorer er ikke altid lige nemme at betræde… Filmen er baseret på den sande historie om Mitterands personlige kok. | |
|  |  |  |
| | |
Hyde Park on Hudson | Info og billetter | | 04-07-2013 | | Premiere i Biffen torsdag den 4. juli. Bill Murray og Laura Linney spiller overfor hinanden i den historiske beretning om den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt (Murray). I 1939 er Roosevelt ved at gøre hjemmet – ved Hyde Park on Hudson i New York - klar til royalt besøg fra England. Europa er på grænsen til krig, og den britiske monark er desperat for at få USA’s støtte i den kommende krig mod Tyskland. Det bliver en uforglemmelig weekend, hvor storpolitiske intriger sammenblandes med relationerne mellem det lille hjems beboere, deres tjenestefolk og ikke mindst deres nabo, og FDR’s fortrolige ven, Daisy (Linney), som er historiens fortæller. | |
|  |  |  |
| | |
Paradis Tro | Info og billetter | | 11-07-2013 | | Premiere torsdag den 11. juli. Anden del af instruktørens hattrick om tre kvinder fra samme familie, som desperat søger efter kærligheden, har religionen som omdrejningspunkt. Vi møder den midaldrende kvinde Anne Marie, der tager fri fra sit job i medicinalindustrien for at forkynde katolicismen i de mindre bemidlede kvarterer i Wiens forstæder. Hjemme i sin lejlighed kravler hun bedende rundt på sine knæ, pisker sin nøgne krop og har lange samtaler med det billede af Jesus, hun har stående ved siden af sengen. Den korsfæstede Jesus på væggen ryger med ned under dynen – og grænsen mellem religiøs tilbedelse og seksuel hengivenhed viskes ud. Da Anne Maries mand uventet dukker op efter længere tids fravær og historien tager en helt uventet drejning. Han er kørestolsbruger på grund af lammelse i benene og moderat muslim – og han arbejder ihærdigt på at kræve sin ret som mand – også i sengen. En knivskap blanding af tragik og grotesk humor, som kun Ulrich Seidl mestrer. | |
|  |  |  |
| | |
Stumper og Stykker | Info og billetter | | 11-07-2013 | | Premiere torsdag den 11. juli. Nomineret i Cannes Film festivalen i Un Certain Regard spiller en af tidens mest alsidige og spændende skuespillere Tim Roth sammen med den uforlignelige Cillian Murphy i dette stærkt prisbelønnede drama, der vandt to British Independent Film Award, bl.a. for Bedste Film og for Bedste skuespiller på Stockholm Film Festival. Sommerferien er lige startet og alt tegner lyst og godt, da den unge pige Skunk bliver vidne til et overfald på sin gade og drages dermed ind i en konflikt, der har forgreninger ud til alle beboerne i området, hvor mistro konstant får ny næring, når beskyldningerne begynder at flyve til højre og venstre. Den sorgløse barndom er pludselig forbi, den spirende kærlighed og nye venskaber må stå last og brast med de voksnes håbløse dispositioner. | |
|  |  |  |
| | |
Painless | Info og billetter | | 25-07-2013 | | Premiere torsdag den 25. juli. Efter et trafikuheld får neurokirurgen David Martell at vide, at han lider af lymfekræft. En benmarvstransplantation er hans eneste redning, og derfor må han opsøge sine biologiske forældre, som han ellers ikke har kontakt med. Mødet med forældrene trækker tråde tilbage til den spanske borgekrig og eksperimenter med børn, der ikke er i stand til at føle smerte. Fascismens rødder udforskes i en fantastisk mørk og urovækkende allegori med manus af manden bag den spanske genrebasker 'Rec' - og selvfølgelig med et vist åndeligt fællesskab med klassikerne 'Pans labyrint' og 'Børnehjemmet'. | |
|  |  |  |
| | |
Paradis Håb | Info og billetter | | 01-08-2013 | | Premiere torsdag den 1. august. Mens mor Teresa er taget på kærlighedsjagt i det kenyanske ferieparadis, er 13-årige usikre, lidt modløse og noget overvægtige Melanie – mod sin vilje – sendt på sommerlejr for at tabe sig. Hun modtages på institutionen i et sterilt og farveløst miljø. Men snart ankommer flere ligestillede overvægtige teenagere, og de golde kulisser danner en strålende baggrund for den saft og kraft, der bobler i de unge mennesker. Midt mellem ydmygende sportslege – ”Hvis du er glad, og du ved det, klap dit fedt”, strenge kostråd og adskillige afstraffelser i form af ekstra mange armbøjninger og udmattende øvelser, bliver Melanie knyttet tættere og tættere til sin roommate Verena, der hjerteligt beretter om ”sin første gang”. Længslerne og safterne vokser i Melanie, og hun forelsker sig hovedkulds og betingelsesløst i den 40 år ældre lejrlæge … | |
|  |  |  |
| | |
Selv I De Bedste Familier | Info og billetter | | 05-09-2013 | | Premiere torsdag den 5. september. I François Ozons ‘Swimming Pool’ gjaldt det en udtørret krimi-forfatter, hvis kreativitet blev genvakt i mødet med en seksuelt udfarende kvinde. Et knapt så kødeligt tvist på de samme dynamikker driver instruktørens nye, forførende film frem, måske Ozon stærkeste siden dramaet fra 2003. I denne ombæring er omdrejningspunktet en midaldrende skolelærer (Fabrice Luchini) med en mislykket forfatterkarriere på cv’et, der får sine sanser vakt af en begavet elevs udpenslede stile om en klassekammerats familieforviklinger – med lærerens uopfyldte gallerist-hustru (Kristin Scott Thomas) som ind i mellem måbende tilskuer fra sidelinjen. | |
|  |  |  |
|
|